Danmark set fra luften

Danmark set fra luften

Det Kongelige Biblioteks onlinetjeneste, med gamle luftfotos af Danmark fra 1890 og frem.

Skjoldnæsfyr - 1952 Danmark set fra luften

Danmark set fra luften er en online tjeneste, hvor man kan se gamle luftfotos af Danmark fra 1890 og frem.

I Det Kgl. Biblioteks samlinger findes i dag 5,2 millioner luftfotoenheder. Luftfotos er billeder taget fra luften typisk fra en flyvemaskine.

Sådan finder du et luftfoto

Du skal bruge kortet i Danmark set fra luften til at zoome ind på det område, hvor du er interesseret i at finde luftfotos fra. Søgefunktionen virker kun inden for det område, som du har zoomet ind på. Prøv eventuelt at zoome ud, hvis du ikke får nogle resultater på dine søgninger.

Det Kgl. Biblioteks samling af luftfotos består af omkring tre millioner unikke optagelser fra 1890 frem til 2010. Samlingen giver et ekstraordinært indblik i udviklingen af det kulturelle landskab og infrastrukturen i byerne såvel som på landet op gennem det 20. århundrede.

Tjenesten har til formål at give nyt (digitalt) liv til de gamle luftfotos og gøre dem frit tilgængelige for alle. Siden begyndelsen af projektet er offentligheden blevet inddraget i arbejdet med at placere billederne på danmarkskortet, da der i arkiverne ikke forefinder informationer om billedernes præcise optagelsessteder. Inde i tjenesten er det derfor muligt for brugere, der er logget ind, at flytte billederne til den rette placering på danmarkskortet.