Dea Trier Mørch - liv og værk

Litteraturhistoriker Maja Lykketoft holder foredrag den 7. november på Ærøskøbing bibliotek om Dea Trier Mørchs liv og samtid

Af Bibliotek

Dea Trier Mørch er en af Danmarks vigtigste stemmer fra 1970erne.

For forfatteren og billedkunstneren Dea Trier Mørch hang værk og liv tæt sammen, hvilket træder tydeligt frem gennem hele hendes kunstneriske virke.

De fleste kender Dea Trier Mørchs særegne linoleumssnit og hendes gennembrudsroman Vinterbørn fra 1976, men færre kender hendes øvrige forfatterskab på i alt 18 værker. 

Litteraturhistoriker Maja Lykketoft fortæller om Dea Trier Mørchs liv og samtid gennem en række tematiske nedslag i forfatterskabet. Dea Trier Mørch kunne både genkalde sig  barndommens sanseindtryk med stor poesi og skrive nøgternt realistisk om voksenlivets muligheder og udfordringer. Hun skrev om 1970ernes nybrud i opfattelsen af kønsroller, krop og kunst og om glæder og besværligheder ved livet med børn, familie, kunst og politik. Foredraget rummer nedslag og eksempler fra hele forfatterskabet. 

GRATIS BILLETTER FRIGIVES DEN 7. OKTOBER HER PÅ HJEMMESIDEN